Den 16. september er den internationale dag for beskyttelse af ozonlaget.
En dato, der minder os om, at miljøproblemer er menneskeskabte – men også kan løses.
Et kort tilbageblik: FCKW-dramaet
I 1970’erne opdagede forskere, at klorfluorcarboner (FCKW) ødelægger ozonlaget – det ultratynde beskyttelseslag, der beskytter os mod farlig UV-stråling. I årtier var FCKW standard i køleskabe, spraydåser og skumplast.
Resultatet: Et stadig større „ozonhul“ over Antarktis.
Men i modsætning til mange aktuelle kriser skete der noget fantastisk: Verden reagerede. I 1987 blev Montrealprotokollen vedtaget, og den begrænsede produktionen og anvendelsen af FCKW kraftigt på verdensplan. De klassiske spraydåser, som tidligere stod på næsten alle badeværelser, forsvandt eller blev erstattet af FCKW-frie varianter. Mange husker stadig temaet om „ozonhul-hårspray“ fra 80’erne og 90’erne.
Og se bare: I dag anses ozonlaget for at være „på vej mod heling“. Et bevis på, at internationalt samarbejde virker.
Fra FCKW til CO₂ – den næste store opgave
Mens kapitlet om FCKW giver håb, viser CO₂-temaet os den næste store udfordring.
CO₂ ødelægger ikke ozonlaget direkte – men det ændrer temperaturforholdene i atmosfæren:
• I troposfæren (nederst, hvor vi lever) bliver det varmere.
• I stratosfæren (øverst, hvor ozonlaget befinder sig) bliver det koldere.
Denne afkøling forstærker kemiske processer, som udnytter tilbageværende skadelige stoffer som FCKW-rester eller kvælstofoxider til at nedbryde ozon. Konsekvensen er, at helingen af ozonlaget bremses – samtidig med at klimaet fortsat opvarmes på grund af stigende CO₂-niveauer.
CO₂ er altså ikke den „ozondræber“, som FCKW var – men det gør livet svært for ozonlaget og forværrer samtidig klimakrisen. Og det lumske er, at det er usynligt, allestedsnærværende og indgår i næsten alt – fra energi og mobilitet til tøj.
Den, der bor i et glashus, bør plante træer
CO₂ opstår overalt, hvor fossile brændstoffer som kul, olie eller gas afbrændes – i kraftværker, biler, ved opvarmning eller i industrien. Modeindustrien alene står for omkring 10 % af verdens CO₂-udledninger. Dermed udleder den mere end internationale flyrejser og den samlede skibsfart tilsammen. Et chokerende tal for en industri, der ofte kun fokuserer på hurtige trends og korte livscyklusser.
Den såkaldte drivhusgas samler sig i atmosfæren, lægger sig som et usynligt tæppe omkring Jorden og sørger for, at varmen ikke længere kan slippe væk. Det er netop det, vi kalder drivhuseffekten.
Heldigvis findes der naturlige modspillere: Træer, skove, ålegræsenge og også moser. De fungerer som klimakraftværker, fordi de optager CO₂ fra luften og lagrer kulstoffet i deres træ, rødder eller i jorden. Til gengæld frigiver de ilt – det livsvigtige stof, vi indånder. Et enkelt stort træ kan binde op til 10 kg CO₂ om året og samtidig producere ilt til flere mennesker.
Det gør det tydeligt: Skovrejsning, sunde have og intakte økosystemer er mere end smuk natur – de er centrale allierede i kampen mod klimakrisen.
Hvad vi gør – og hvad der bliver tilbage
Siden vores grundlæggelse for 10 år siden har vi hos wijld derfor satset på materialer, der sammenlignet med konventionel bomuld eller polyester sparer enorme mængder CO₂. Årsagen ligger i fiberens oprindelse: Vores træfiber fremstilles af hurtigtvoksende træ. Mens bomuld dyrkes og forarbejdes i vand- og energikrævende processer, binder træet allerede CO₂ under sin vækst.
Dertil kommer, at vi ved fremstillingen af fiberen bruger opløsningsmidlet NMMO, som genanvendes næsten 100 %. Dermed opstår et næsten lukket kredsløb, der minimerer udledninger og undgår affald.
Konkret sparer vi omkring 75 % CO₂ ved fiberproduktionen sammenlignet med bomuld.
Vi viser dermed, at mode ikke kun kan være smuk, men også tage ansvar.
Ligesom Montrealprotokollen dengang fik styr på ozonhullet, må vi i dag handle modigt i forhold til CO₂ – som samfund, som virksomheder og som forbrugere.
En grund til håb
Ozonlagets dag minder os om, at selv globale miljøproblemer kan løses, når vi står sammen. Det, FCKW var dengang, er CO₂ i dag.
Og hvis vi viser den samme beslutsomhed, kan vi også overvinde denne udfordring.
Indtil da fortsætter vi med at bidrage til at gøre modens aftryk mindre – skjorte for skjorte, fiber for fiber.
