Den 16. september er den internationale dag for beskyttelse af ozonlaget.
En dato, der minder os om: Miljøproblemer er menneskeskabte – men også løselige.
Et kort tilbageblik: FCKW-dramaet
I 1970’erne opdagede forskere, at fluorchlorcarboner (FCKW) ødelægger ozonlaget – det tynde beskyttende lag, der skærmer os mod farlig UV-stråling. I årtier var FCKW standard i køleskabe, spraydåser og skumstoffer.
Resultatet: Et stadigt voksende ”ozonhul” over Antarktis.
Men i modsætning til mange nutidige kriser skete der noget bemærkelsesværdigt: Verden reagerede. I 1987 blev Montreal-protokollen vedtaget, som kraftigt begrænsede produktionen og brugen af FCKW verden over. De klassiske spraydåser, der tidligere stod i næsten hvert badeværelse, forsvandt eller blev erstattet af FCKW-frie varianter. Mange husker stadig ”ozonhul-hårspray”-temaet i 80’erne/90’erne.
Og se bare: I dag regnes ozonlaget for at være ”på vej til helbredelse”. Et bevis på, at internationalt samarbejde virker.
Fra FCKW til CO₂ – den næste store opgave
Mens kapitlet om FCKW giver håb, viser emnet CO₂ os den næste store udfordring.
CO₂ ødelægger ikke ozonlaget direkte – men det ændrer temperaturforholdene i atmosfæren:
• I troposfæren (nederst, hvor vi lever) bliver det varmere.
• I stratosfæren (øverst, hvor ozonlaget ligger) bliver det koldere.
Denne afkøling forstærker kemiske processer, der bruger tilbageværende skadelige stoffer som FCKW-rester eller kvælstofoxider til at nedbryde ozon. Følgen: Helingen af ozonlaget bremses – mens klimaet samtidig opvarmes yderligere på grund af stigende CO₂-niveauer.
CO₂ er dermed ikke ”ozondræberen”, som FCKW var – men det gør livet svært for ozonlaget og forværrer samtidig klimakrisen. Og det snedige: Det er usynligt, overalt og findes i næsten alt – fra energi over transport til tøj.
Den, der sidder i glashus, bør plante træer
CO₂ opstår overalt, hvor fossile brændstoffer som kul, olie eller gas brændes – i kraftværker, biler, ved opvarmning eller i industrien. Alene modeindustrien står for omkring 10 % af verdens CO₂-udslip. Det er mere end internationale flyvninger og hele skibsfarten tilsammen. En chokerende størrelse for en branche, der ofte kun satser på hurtige tendenser og korte levetider.
Det såkaldte drivhusgas samler sig i atmosfæren, lægger sig som et usynligt tæppe om jorden og forhindrer varme i at slippe væk. Det kalder vi drivhuseffekten.
Heldigvis findes der naturlige modspillere: Træer, skove, ålegræsenge og moser. De virker som klimakraftværker, fordi de optager CO₂ fra luften og lagrer kulstoffet i deres træ, rødder eller i jorden. Til gengæld frigiver de ilt – det livsvigtige stof, vi indånder. Et enkelt stort træ kan binde op til 10 kg CO₂ om året og samtidig producere ilt til flere mennesker.
Så det står klart: Genplantning, sunde have og intakte økosystemer er mere end smuk natur – de er centrale allierede i kampen mod klimakrisen.
Hvad vi gør – og hvad der består
Siden vores start for 10 år siden har wijld derfor satset på materialer, der sammenlignet med almindelig bomuld eller polyester sparer enorme mængder CO₂. Årsagen ligger i fibrenes oprindelse: Vores træfiber fremstilles af hurtigt voksende træ. Mens bomuld vokser og forarbejdes i vand- og energikrævende processer, binder træet CO₂ allerede under sin vækst.
Dertil kommer: Ved fremstillingen af fiberen bruger vi opløsningsmidlet NMMO, som genbruges næsten 100 %. Det skaber en næsten lukket kreds, der minimerer udslip og undgår affald.
Konkret sparer vi ved fiberen produktion cirka 75 % CO₂ sammenlignet med bomuld.
Vi viser dermed: Mode kan ikke kun være smuk, men også tage ansvar.
Ligesom Montreal-protokollen engang fik styr på ozonhullet, må vi i dag handle modigt over for CO₂ – som samfund, som virksomheder, som forbrugere.
Et håbets tegn
Ozonlagets dag minder os om: Selv globale miljøproblemer kan løses, hvis vi står sammen. Det, der dengang var FCKW, er i dag CO₂.
Og hvis vi viser samme beslutsomhed, kan vi også klare denne udfordring.
Indtil da fortsætter vi med at gøre modeaftrykket mindre – trøje for trøje, fiber for fiber.
