Den 16. september er den internationale dag for beskyttelse af ozonlaget.
En dato, der minder os om: Miljøproblemer er menneskeskabte – men de kan også løses.
Et kort tilbageblik: FCKW-dramaet
I 1970'erne opdagede forskere, at klorfluorcarboner (FCKW) ødelægger ozonlaget – det ultratynde beskyttelseslag, der beskytter os mod farlig UV-stråling. I årtier var FCKW standard i køleskabe, spraydåser og skumplast.
Resultatet: Et stadig større „ozonhul“ over Antarktis.
Men i modsætning til mange aktuelle kriser skete der noget forbløffende: Verden reagerede. I 1987 blev Montrealprotokollen vedtaget, og den begrænsede produktionen og brugen af FCKW kraftigt på verdensplan. De klassiske spraydåser, som tidligere stod på næsten alle badeværelser, forsvandt eller blev erstattet af FCKW-frie varianter. Mange husker stadig temaet om „ozonhul-hårspray“ fra 80'erne og 90'erne.
Og se bare: I dag regnes ozonlaget for at være „på vej mod en genopretning“. Et bevis på, at internationalt samarbejde virker.
Fra FCKW til CO₂ – den næste store opgave
Mens kapitlet om FCKW giver håb, viser temaet CO₂ os den næste store udfordring.
CO₂ ødelægger ikke ozonlaget direkte – men det ændrer temperaturforholdene i atmosfæren:
• I troposfæren (nederst, hvor vi bor) bliver det varmere.
• I stratosfæren (øverst, hvor ozonlaget befinder sig) bliver det koldere.
Denne afkøling forstærker kemiske processer, der bruger tilbageværende skadelige stoffer som FCKW-rester eller kvælstofoxider til at nedbryde ozon. Konsekvensen er, at genopretningen af ozonlaget bremses – samtidig med at klimaet fortsat bliver varmere på grund af stigende CO₂-værdier.
CO₂ er altså ikke den „ozondræber“, som FCKW var – men det gør livet sværere for ozonlaget og forværrer samtidig klimakrisen. Og det lumske er, at det er usynligt, allestedsnærværende og indgår i næsten alt – fra energi og mobilitet til tøj.
Den, der bor i et glashus, bør plante træer
CO₂ opstår overalt, hvor fossile brændstoffer som kul, olie eller gas afbrændes – i kraftværker, biler, ved opvarmning eller i industrien. Modeindustrien alene står for omkring 10 % af verdens CO₂-udledninger. Det er mere end internationale flyrejser og hele skibsfarten tilsammen. Et chokerende tal for en industri, der ofte kun fokuserer på hurtige trends og korte produktlevetider.
Den såkaldte drivhusgas samler sig i atmosfæren, lægger sig som et usynligt tæppe omkring jorden og sørger for, at varmen ikke længere kan slippe ud. Det er netop det, vi kalder drivhuseffekten.
Heldigvis findes der naturlige modspillere: Træer, skove, ålegræsenge og også moser. De fungerer som klimakraftværker, fordi de optager CO₂ fra luften og lagrer kulstoffet i deres træ, rødder eller jord. Til gengæld frigiver de ilt – det livsvigtige stof, vi indånder. Et enkelt stort træ kan binde op til 10 kg CO₂ om året og samtidig producere ilt til flere mennesker.
Det står klart: Skovrejsning, sunde have og intakte økosystemer er mere end smuk natur – de er centrale allierede i kampen mod klimakrisen.
Det gør vi – og det, der bliver tilbage
Siden vores grundlæggelse for 10 år siden har vi hos wijld derfor satset på materialer, der sammenlignet med konventionel bomuld eller polyester sparer enorme mængder CO₂. Årsagen ligger i fiberens oprindelse: Vores træfiber fremstilles af hurtigtvoksende træ. Mens bomuld dyrkes og forarbejdes gennem vand- og energikrævende processer, binder træet allerede CO₂, mens det vokser.
Derudover bruger vi opløsningsmidlet NMMO i fremstillingen af fiberen, og det genanvendes næsten 100 %. Dermed opstår der et næsten lukket kredsløb, som minimerer udledninger og undgår affald.
Konkret sparer vi omkring 75 % CO₂ ved fiberproduktionen sammenlignet med bomuld.
Dermed viser vi, at mode ikke kun kan være smuk, men også tage ansvar.
Ligesom Montrealprotokollen engang fik styr på ozonhullet, skal vi i dag handle modigt, når det gælder CO₂ – som samfund, som virksomheder og som forbrugere.
En grund til håb
Ozonlagets dag minder os om, at selv globale miljøproblemer kan løses, når vi står sammen. Det, som dengang var FCKW, er i dag CO₂.
Og hvis vi viser den samme beslutsomhed, kan vi også overvinde denne udfordring.
Indtil da fortsætter vi med at bidrage til at gøre modens aftryk mindre – skjorte for skjorte, fiber for fiber.
